
Den fynske mejerikoncern kom ud af 2025 med vækst i både omsætning og bundlinje – men peger på høje råvarepriser, geopolitisk uro og mund- og klovsyge som markante udfordringer.
Uhrenholt øgede i 2025 sin omsætning med godt 300 millioner kroner til knap 3,4 millliarder kroner, oplyser den fynske fødevarekoncern ifølge FødevareWatch. Selskabet, der sælger primært mejeriprodukter til over 125 markeder, er de seneste år gået i retning af et mere rendyrket mejerifokus.
Driftsresultatet faldt dog til 104,6 millioner kroner fra 112 millioner kroner i 2024, mens resultatet før skat landede på 102,1 millioner kroner. Bundlinjen voksede til 77,5 millioner kroner mod 73,7 millioner kroner året før, og egenkapitalen steg til 271,5 millioner kroner.
I årsberetningen beskriver ledelsen 2025 som et krævende år præget af høje råvarepriser som følge af globale forstyrrelser i forsyningskæderne og stor efterspørgsel samt geopolitisk uro i flere regioner, der ifølge beretningen skabte “et uforudsigeligt forretningsmiljø”.
Mund- og klovsyge gav leveringsproblemer
Hertil kom udbruddet af mund- og klovsyge i Europa, som gav alvorlige udfordringer for mejeriforsyningskæden. Udbruddet krævede opstramninger i biosikkerheden og gav periodevis leveringsproblemer.
For 2026 forventer selskabet et resultat før skat i intervallet 90-110 millioner kroner – trods fortsat usikkerhed om de globale markedsvilkår.
Uhrenholt ledes af administrerende direktør og medejer Sune Uhrenholt. Selskabet meddelte for nylig, at mangeårige bestyrelsesformand Jørgen Buhl Rasmussen afløses af tidligere Danish Crown-direktør Tim Ørting Jørgensen.
Af Maja Løvstrup
Kilde: FødevareWatch
Foto: Colourbox