29/07/2026

EU mister gradvist markedsandele på det globale mejerimarked

Den globale mejerihandel fortsætter med at vokse, men eksporten flytter sig gradvist fra Europa mod USA og Sydamerika, viser ny analyse fra Rabobank.

Verdens handel med mejeriprodukter vokser fortsat, men billedet af hvem der eksporterer mest, er under forandring. Det fremgår af analysen World Dairy Map 2026 fra Rabobank.

Fra 2017 til 2025 steg den globale mejerihandel samlet set med 11 procent, målt i flydende mælkeækvivalenter. Analysen beskriver en langsigtet årlig vækstrate på cirka 2 procent, om end udviklingen undervejs har været præget af udsving. Det tydeligste eksempel var i 2022, hvor et fald i New Zealands mælkeproduktion på næsten 4 procent fik konsekvenser for både handelsmønstre og priser globalt. Efterfølgende fandt væksten tilbage til det langsigtede niveau, og i 2025 sikrede en fremgang på 5 procent, at et svagt 2024 blev opvejet.

EU holder fortsat positionen som verdens største eksportør af mejeriprodukter, men andelen af den globale eksport er faldende. I 2025 stod EU – eksklusive samhandel internt i EU – for 27 procent af verdens mejerieksport, mod knap 30 procent i 2017. New Zealand er til gengæld det enkeltland, der eksporterer allermest, med en andel på 22 procent af verdensmarkedet.

Modsat EU er USA på fremmarch. Landets andel af den globale eksport er vokset fra 11,3 til 13,5 procent siden 2017. Argentina og Uruguay har tilsammen bevæget sig fra en andel på 3 procent til 4,3 procent i samme periode – en udvikling, der ifølge Rabobank afspejler et marked, hvor EU stadig er størst, men langtfra så suverænt som tidligere.

Kina køber mindre, nye markeder vokser
Kina er stadig den største enkeltaftager af mejeriprodukter på verdensplan, men landets import har været på retur siden toppen i 2021. Ifølge Rabobank hænger det især sammen med, at Kina i stigende grad dækker sit eget forbrug – en udvikling der er særlig tydelig inden for flydende mælk, fløde og mælkepulver, hvor importen er halveret over de seneste fire år.

Det tvinger eksportørerne til at søge nye afsætningsmuligheder. Rabobank peger blandt andet på Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Oman, hvor voksende befolkninger, stigende indkomster og fortsat urbanisering driver et importbehov, som den lokale produktion ikke kan matche. Også Brasilien tegner sig som et marked i vækst: Den brasilianske import af mejeriprodukter er steget fra 1,3 til 2,3 milliarder kilo mellem 2022 og 2025, drevet af stigende efterspørgsel efter især ost og mælkepulver.

Ost trækker væksten
Ifølge Rabobank er ost den produktkategori, der for alvor holder gang i den globale mejerihandel. Den samlede osteeksport landede på 8,96 milliarder kilo i 2025 – 40 procent mere end i 2017 – og analysen bemærker, at væksttempoet er taget yderligere til det seneste år. Både USA og Argentina har fordoblet deres osteeksport siden 2017, og USA har dermed overhalet de fleste konkurrenter og ligger nu som verdens næststørste eksportør, kun overgået af EU og Storbritannien tilsammen.

Smøreksporten tog et markant hop i 2025 og endte på 2,23 millioner ton, svarende til en stigning på 9 procent i forhold til 2024. Fremgangen kan i høj grad tilskrives USA, hvor eksporten næsten blev tredoblet fra 45.000 til 123.000 ton på et enkelt år. Handlen med valle har til sammenligning ligget nogenlunde stabilt i mængde, men er ifølge Rabobank blevet stadig mere værdifuld i takt med den voksende efterspørgsel efter proteinprodukter. Mælkepulver er den kategori, der udvikler sig mest afdæmpet.

Europa møder flere begrænsninger
Rabobank venter, at den globale mejerihandel vil fortsætte sin vækst på omkring 2 procent om året. USA og Argentina fremhæves som de lande, der har de bedste forudsætninger for at øge mælkeproduktionen fremover, blandt andet understøttet af høje oksekødspriser og store investeringer i osteproduktion. Europa står derimod over for flere begrænsninger i form af regulering, en aldrende landmandsbefolkning og mindre plads til yderligere produktivitetsstigninger. Samlet set peger analysen på, at Europas rolle i den globale mejerihandel forbliver vigtig, men mere begrænset end tidligere.

Af Maja Løvstrup
Foto: Colourbox

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.