
Jernved Mejeri, Uhrenholt Grøndal Mejeri, Mammen Drøsbro Mejeri og Arla Nr. Vium Mejeri har opnået den højeste kvalitetsbedømmelse i hver sin ostekategori og modtaget årets BGB-diplom.
Årets vindere af BGB-kvalitetsdiplomerne er nu kåret. De fire mejerier, der har opnået de højeste karakterer i årets løbende bedømmelser, er:
For Jernved Mejeri er det ifølge foreningen første gang, mejeriet modtager prisen. Uhrenholt Grøndal Mejeri henter derimod diplomet for femte år i træk.
I Danmark producerer 11 mejerier de fire ostetyper, der har opnået EU’s BGB-status – Beskyttet Geografisk Betegnelse: Danbo, Danablu, Esrom og Havarti. For at opretholde kvaliteten bedømmes ostene løbende af fagdommere fra mejerierne. Én gang om året hyldes de producenter, hvis oste har opnået de højeste karakterer. Alle vindere modtager en award og et diplom, mens Danablu-vinderen tillige får den traditionsrige Danablu-vandrepokal.
Diplomerne blev overrakt ved Producentforeningen af Danske BGB- og BOB-Oste’s årsmøde på hotel Gl. Skovridergaard i Silkeborg den 3. juni, hvor 54 mejerifolk var mødt op. Foreningens formand, mejeridirektør Per Olesen fra Bornholms Andelsmejeri, stod for uddelingen.
Se alle vinderne i billedgalleriet HER.
Af Maja Løvstrup
Foto: Mejeri.dk / Lars Johannes Nielsen