
Den danske kapitalfond Erhvervsinvest køber aktiviteterne i Them Andelsmejeri, der fremover drives under navnet Them Mejeri A/S.
Den danske kapitalfond Erhvervsinvest har indgået aftale om at overtage Them Andelsmejeri. Det oplyser kapitalfonden i en pressemeddelelse. Aktiviteterne erhverves af et nystiftet selskab, Them Mejeri A/S, mens alle 12 andelshavere ifølge pressemeddelelsen fortsætter uændret med at levere råmælk til osteproduktionen. Handlen afventer myndighedsgodkendelse.
Them Andelsmejeri, der har rødder tilbage til 1888, producerer årligt mere end 5.500 tons økologisk og konventionel ost – herunder traditionelle Danbo-oste samt håndlavede special- og premium-oste efter egne opskrifter – baseret på råmælk fra andelshavere og kontraktleverandører i lokalområdet nær Them ved Silkeborg. Virksomheden beskæftiger 90 medarbejdere og afsætter primært til dansk detailhandel, foodservice og grossister.
Lokal forankring bevares
Bestyrelsesformand Gert Glob Lassen fremhæver, at den lokale forankring bevares under det nye ejerskab:
– Vi andelshavere er meget stolte over, at Them Mejeri fortsætter sin rejse under nyt ejerskab. Det er glædeligt, at vi med denne aftale også i fremtiden skal levere råmælk til Them. På den måde bibeholdes den lokale forankring samt vores og mejeriets fokus på at frembringe mælk og ost af høj kvalitet.
Administrerende direktør Søren Hansen peger på muligheder for vækst og nye eksportmarkeder:
– Med Erhvervsinvests ejerskab får vi tilført yderligere kompetencer, som kan bidrage til at vækste og videreudvikle virksomheden, styrke vores tilstedeværelse hos vores kunder og samtidig åbne nye eksportmarkeder og forretningsområder. Vi ser frem til partnerskabet og til at udvikle Them med uændret fokus på høj kvalitet og stolte håndværkstraditioner.
Thomas Marstrand, Managing Partner i Erhvervsinvest, beskriver Them som en velrenommeret virksomhed med stærke relationer til både dansk detailhandel og foodservice, og oplyser, at fonden ud over det danske marked ønsker at skabe vækst på udvalgte eksportmarkeder. Investeringen er den fjerde i Erhvervsinvest V K/S, der har et samlet kapitaltilsagn på over 1,1 milliarder kroner.
Arla-fusion opgivet forud for salget
Salget sker i forlængelse af, at Them Andelsmejeri og Arla Foods i april opgav fusionsplanerne efter tilkendegivelser fra konkurrencemyndighederne.
Det er ikke første gang, Erhvervsinvest engagerer sig i den danske mejeribranche. Kapitalfonden erhvervede i oktober 2025 Fayrefield Ingredients Holding A/S, en global leverandør af mælkebaserede ingredienser med produktion i Danmark og kontorer i blandt andet USA, Kina og Polen.
Af Maja Løvstrup
Foto: Them Mejeri