
International Food Contest 2025 byder ikke kun på konkurrencer og kåringer. På standene i Hal D og til tirsdagens Dinner Event var der masser af liv, netværk og fællesskab.
Allerede fra første dag summede IFC af aktivitet på de mange stande, hvor udstillere og gæster mødtes til samtaler, smagsprøver og faglig sparring. Hos MejeriForum var standen et naturligt samlingspunkt med forfriskninger, konkurrencer og mulighed for at høre mere om foreningernes arbejde.
22.000 kr. til Mejerifolk uden Grænser
Mange benyttede lejligheden til at møde Mejerifolk uden Grænser og høre om foreningens projekter i blandt andet Nepal, Mongoliet og Tanzania. Årets støttekonkurrence indbragte 22.000 kroner, som ubeskåret går til at opgradere udstyret på Kiteto Dairy Cooperative i Tanzania.
– Vi er helt overvældede over den flotte deltagelse og de mange støttekroner. For et lille andelsmejeri i Tanzania kan det betyde en reel forskel – både i forhold til produktion og de lokale bønders muligheder, fortæller projektkoordinator i Mejerifolk uden Grænser Isabel Sande Frandsen, og understreger samtidig, hvor stor en rolle de generøse sponsorater har spillet:
– Vi er uendeligt taknemmelige for de flotte gaver, vi har fået doneret – og som har gjort det muligt at afholde konkurrencen.
Populær mejeriquiz
MejeriForums konkurrencer trak i det hele taget mange forbi standen. I ”Gæt et mejeri” skulle deltagerne matche mejerier med deres produkter, mens ”Spin & Win” gav mulighed for at vinde favorable tilbud på Mejeriguiden 2026.
– Særligt quizzen ”Gæt et mejeri” er gået som varmt brød. Lidt færre har prøvet kræfter med Spin & Win, men til gengæld har det givet god opmærksomhed til Mejeriguiden, som er et vigtigt opslagsværk for branchen, siger Anne-Sofi Christiansen, sekretariatsleder i MejeriForum.
Tirsdag aften foregik den traditionsrige Dinner Event, hvor 703 udstillere, dommere og frivillige samledes til en festlig afslutning på åbningsdagen og en mulighed for at styrke netværket på tværs af hele branchen.
Se stemningsbilleder her
Af: Maja Løvstrup
Foto: Tom Laursen