
I dag, fredag den 6. marts, markeres Ostens Dag over hele landet. Fra store mejerier til små gårdbutikker og specialforretninger står branchen sammen om at hylde den danske ostekultur og det gode håndværk bag.
For tredje år i træk danner den første fredag i marts rammen om Ostens Dag – en mærkedag, der på rekordtid har etableret sig som en vigtig platform for den danske mejeribranche. Initiativet, der blev lanceret i 2024 af ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller og Anne Vagner, har i år vokset sig endnu større med bred opbakning fra både producenter, detailhandel og foodservice.
Rekordstor opbakning i år
I år er engagementet massivt. Blandt de mange tiltag rulles dagen ud i samtlige 116 MENY-butikker, ligesom en lang række af landets mejerier markerer dagen med særarrangementer og tilbud.
Formålet med dagen er at begejstre danskerne med nye smagsoplevelser og give dem et indblik i de nuancer og det håndværk, der ligger bag produktionen af alt fra klassiske skæreoste til innovative specialoste.
Over 100 events landet over
Eventkalenderen for Ostens Dag 2026 vidner om en branche, der bobler af kreativitet. Forbrugerne kan i dag opleve alt fra:
Dagen er dermed en kærkommen anledning til at sætte fokus på både fællesskabet omkring bordet og de mange faglige nuancer i det danske mejeriarbejde.
Se hele programmet og find events nær dig i den officielle eventkalender på: ostensdag.dk/eventkalender/
Magasinet ‘Ostekultur’ ude nu
Som en del af fejringen distribuerer Mejeriforeningen særudgaven af magasinet ‘Ostekultur’ i hele 80.000 eksemplarer. Magasinet kan hentes gratis hos deltagende forhandlere og mejeributikker og skal tjene som inspiration til, hvordan ost kan bruges på nye måder i det moderne køkken.
Af Maja Løvstrup