
Omsætning voksede til 762 mio. kr. og bundlinjen med 88 mio. kr. i 2023 hos ostepulverproducenten Lactosan, skriver Fødevarewatch.
En stabilisering af omkostningerne kombineret med fortsat høje priser fra 2022, har haft en positiv effekt for ostepulverproducenten Lactosan, der løfter omsætningen med 66 mio. kr., så den lyder på 762 mio. kr. Det fremgår af et nyt regnskab fra virksomheden, der producerer ostepulver, som indgår i forskellige fødevarer. Det fremgår af årsregnskabet fra den midtfynske virksomhed, der ejes af Thornico Food & Food Technologogy Group A/S, som ejes 100 pct. af Christian Stadil.
I årsberetningen skriver adm. direktør, Jørgen Leth Frandsen, at energipriser og omkostninger blev stabiliseret, mens spillover-effekter fra prisstigninger i 2022 havde en positiv effekt på omsætningen. Det ses også på bundlinjen, der efter en nedgang på 17,9 mio. kr. sidste år stiger tilbage til næsten samme niveau som i 2021. Den løftes således med 17,1 mio. kr., og ender på 88 mio. kr. for 2023., skriver Fødevarewatch.
Af ledelsesberetningen fremgår det, at både omsætning og nettoresultat i 2024 forventes at ligge ”på samme niveau” som det netop registrerede regnskab for 2023 – dog med visse udforinger.
– Volatilitet på oste- og energimarkederne forventes at fortsætte i det kommende år på grund af geopolitiske spændinger i Mellemøsten samt den fortsatte krig i Ukraine, står der i ledelsesberetningen.