
Efter mere end fire årtier i mælkens tjeneste har driftsteknolog Leo Bødker modtaget Den Kongelige Belønningsmedalje. Det er en hyldest til en mand, der ikke blot har haft styr på teknikken, men som altid har sat det menneskelige fællesskab og kollegerne først.
Selvom Leo Bødker officielt kunne fejre sit 40-års jubilæum tilbage i 2021, er det først nu, han kan modtage den fornemme kongelige belønningsmedalje. Reglerne kræver nemlig, at man er stoppet på arbejdsmarkedet, og for Leo blev pensionisttilværelsen udskudt af tre omgange, da Taulov Mejeri fortsat havde brug for hans ekspertise.
Fra kok til mejeritekniker
Leo blev uddannet kok i 1979, men allerede i 1980 tog karrieren en drejning mod mejeribruget. Siden da – minus en kort pause på 14 måneder – har han arbejdet trofast under Arla Foods. Han startede på Tyrstrup Mejeri (senere Arla Christiansfeld), og sideløbende med arbejdet opgraderede han sin faglighed som mejerist i 1989 og mejeritekniker i 1991.
Gennem årtierne er Leo blevet en specialist inden for produktion af hytteost og kvark. Hans erfaring har ført ham vidt omkring – blandt andet var han med til at starte produktionen op på Skövde Mejeri i Sverige. I 2002 kom han til Taulov Mejeri, hvor han har haft roller som både formand for klargøring, driftsteknolog i pakkeriet og senest som Senior Professional -Operations i Maintenance & Engineering.
Det gode kollegaskab som drivkraft
Når man spørger Leo Bødker, hvad der har holdt ham i branchen i så mange årtier, peger han ikke på maskiner eller processer, men på de mennesker, der betjener dem. Han beskriver mejeriverdenen som et sted med et helt særligt sammenhold:
– Jeg oplever, at alle tager sig af hinanden og passer på hinanden. Det er især vigtigt på et mejeri, som på mange måder kan være en farlig arbejdsplads. Alle snakker med alle på tværs af status i organisationen – det er et hjerteligt foretagende, siger Leo Bødker.
Denne grundlæggende indstilling – at man har et ansvar for fællesskabet og passer på sine kolleger – har været den røde tråd gennem hele Leos karriere. Det er netop den samme omsorg for faget og kollegerne, der har drevet hans store engagement uden for selve mejeridriften. Siden 2006 har han lagt utallige kræfter i Foreningen af mejeriledere og funktionærer (FMF), hvor han som kasserer i Kreds Sydjylland er blevet et velkendt og respekteret ansigt.
En hjertevarm hyldest
Ved den særlige dag, hvor medaljen blev overrakt, satte Leos chef, Frits Pullich, ord på Leos betydning. Han blev beskrevet som en stabil og pålidelig kollega, der altid bringer sin viden i spil på det rette tidspunkt, og som en yderst tjenstvillig medarbejder, der altid sætter arbejdspladsens behov højt – hvilket de gentagne udsættelser af pensionen er det ultimative bevis på.
Nu kan Leo hellige sig livet i Ringe sammen med sin samlever Merete. Med 4 børn og 10 børnebørn i alderen 1,5 år til 22 år venter der masser af oplevelser, som nu kan nydes i et tempo, hvor der ikke skal tages hensyn til driften i pakkeriet.
Af Maja Løvstrup
Foto: Privat