
Lyras vinder den danske FINANS IMPACT Tech Award 2024 og laver fællesoplæg med Friesland Campina på messe i Holland.
– Vi er jublende glade for at vinde FINANS IMPACT Tech Award 2024. Det er et skulderklap, som giver os endnu mere tro på, at vi lykkes med globalt at erstatte gammeldags energi- og vandkrævende pasteurisering med raslysering, siger Mark Kalhøj Andersen, CEO i Lyras A/S i en pressemeddelelse.
FINANS IMPACT Tech Award er et samarbejde mellem erhvervsmediet FINANS (JP) og revisions- og rådgivningsvirksomheden KPMG. Prisen uddeles til en virksomhed, der demonstrerer innovative måder at bruge teknologi til at forbedre miljømæssige, sociale og forvaltningsmæssige aspekter. Der lægges særligt fokus på bl.a. løsningens skalerbarhed og på bredden af løsningens gennemslagskraft.
I samme pressemeddelelse skriver Lyras, at virksomhedens hollandske repræsentant netop har været på scenen i Amsterdam sammen med en af verdens største mejerier, Friesland Campina. Sammen holdt de oplægget “Bæredygtig fremtid for mikrobiel inaktivering” på messen The Food Tech Event 2024 i Amsterdam.
Foto: CTO Nete Zarp Nielsen og bestyrelsesmedlem Karen Hækkerup (th).