
Danmarks mejerieksport er truet af foreslåede nedskæringer i Fødevareministeriets eksportindsats, mener Esben Egede Rasmussen, direktør for Mejeriforeningen i Bruxelles.
I et debatindlæg på Altinget.dk advarer Esben Egede Rasmussen, direktør for Mejeriforeningen i Bruxelles mod regeringens finanslovsudspil, der foreslår nedskæringer på 15 mio. kr. i Fødevareministeriets eksportindsats.
Han mener, at nedskæringerne risikerer at bremse væksten i dansk mejerieksport, netop som nye handelsaftaler kan sikre adgang til internationale markeder. Hen er især bekymret over besparelserne i en tid, hvor der ses stadigt stærkere protektionistiske strømninger rundt om i verden.
Esben Egede Rasmussen fremhæver den danske mejeribranche et godt eksempel på fordelene ved et åbent verdensmarked og et stærkt indre marked i EU. I 2023 eksporterede Danmark mejeriprodukter for ca. 27 mia. kr., hvoraf omkring 45 procent blev eksporteret til lande udenfor EU. Han minder desuden om, at 80 procent af den mælk, der produceres i Danmark, bliver til en eller anden form for forædlet eksportprodukt.
EU-Kommissionen har indgået en række handelsaftaler, der endnu ikke er trådt i kraft, men som man nærer store forventninger til. Eksporten af EU’s landbrugsprodukter forventes således at stige med 27-38 procent, mens importen stiger med 11-14,5 procent.
Mejerisektoren er blandt de sektorer, der drager fordel af øget handel, med forventede eksportstigninger på mellem 40-51 procent. Det viser en betydelig konkurrenceevne for europæiske, herunder danske, mejeriprodukter på verdensmarkedet, skiver han og mener, at frem for at spare på eksportindsatsen, skal den prioriteres.
Læs hele debatindlægget HER
Foto: Arla Foods