
Som led i en omorganisering og strategisk styrkelse af MejeriForums sekretariat i Odense søger organisationen en ansættelsesretslig rådgiver og en kommunikationskonsulent.
MejeriForum, der varetager sekretariatsfunktionen for en lang række organisationer, medier og netværk i den danske mejeriindustri, tilpasser nu sin organisation for at stå endnu stærkere i fremtiden.
Der er tale om en ansættelsesretslig rådgiver og forhandler samt en kommunikationskonsulent, der fremadrettet skal understøtte medlemsrådgivningen og formidlingen på tværs af foreningerne – herunder for Dansk Mejeriingeniør Forening og Foreningen af mejeriledere og funktionærer.
Juridisk rygrad til 1.650 medlemmer
Den nye ansættelsesretslige rådgiver får en central rolle i at rådgive og forhandle på vegne af de cirka 1.650 samlede medlemmer i Dansk Mejeriingeniør Forening og Foreningen af mejeriledere og funktionærer.
Stillingen spænder over både individuel ansættelsesret – såsom kontraktgennemgang, rådgivning ved opsigelser, barsel og løn – og kollektiv arbejdsret med forhandling af overenskomster og lokale aftaler. MejeriForum søger en jurist, der kan kombinere stærk faglighed med forståelse for de menneskelige aspekter i medlemsrådgivningen.
Strategisk og operationel kommunikatør
Som ny kommunikationskonsulent bliver man den drivende kraft i at formidle historierne om alt fra højteknologisk mejeriingeniørkunst og bæredygtighed til arbejdsmiljø og internationalt samarbejde.
Rollen indebærer udarbejdelse af kommunikationsstrategier, nyhedsbreve, indhold til sociale medier og årsskrifter for foreningerne – herunder også Dansk Mejeriingeniør Forening, Foreningen af mejeriledere og funktionærer, Mejerifolk uden Grænser, Nordisk Mejerikongres og Danmarks Mejeritekniske Selskab. Derudover vil konsulenten indgå i et tæt redaktionelt samarbejde med Mejerimedier.
Fakta og ansøgning
Vil du vide mere?
Læs stillingsopslagene på Jobindeks og på Mejerimediers jobportal Mejerimedier Match.
Af Maja Løvstrup
Illustration: Colourbox