
En mere intuitiv brugeroplevelse, direkte nyhedsstrøm fra Mejerimedier og bedre eksponering af sponsorer er kernen i Mejeriteknisk Selskabs nye hjemmeside.
Mejeriteknisk Selskab har netop lanceret en gennemgribende fornyelse af selskabets hjemmeside. Målet har været at skabe en moderne platform, hvor det faglige indhold er i centrum, og hvor navigationen er blevet mærkbart mere enkel.
Som noget nyt er siden udstyret med et dedikeret nyhedsmodul, der automatisk henter relevante artikler fra Mejerimedier. Det sikrer, at de besøgende altid mødes af den nyeste viden fra branchen. Derudover er sidens arkitektur optimeret, så selskabets sponsorer nu har fået en mere central placering, der tydeliggør deres tætte tilknytning til det mejeritekniske netværk.
Præsident for Danmarks Mejeritekniske Selskab Henrik Kæmpe udtaler:
– Vores nye hjemmeside er mere end blot en teknisk opdatering; det er en styrkelse af vores ansigt udadtil. Vi har skabt et moderne samlingspunkt, hvor den nyeste viden fra Mejerimedier kobles direkte med vores aktiviteter. Samtidig har det været magtpåliggende for os at give vores sponsorer en mere fortjent og central placering, da de er fundamentet for mange af vores aktiviteter.
Besøg siden her: www.mejeritekniskselskab.dk
Af Maja Løvstrup