
Tirsdag den 30. september slår Messecenter Herning atter dørene op til International Food Contest. Det betyder smagsprøver på 1.000 forskellige mejeriprodukter samt inspiration og erfaringsudveksling branchefolk imellem
International Food Contest afholdes i MCH Messecenter Herning fra tirsdag den 30. september og tre dage frem. Det foregår i Hal D, hvor mejerier og mejeribranchens leverandører kan udveksle erfaringer og præsentere nyheder for hinanden.
– IFC er årets store branchefest for mejerifolket og de mange andre faggrupper, der har berøring med mejeriindustrien. Det er her, man mødes for at pleje sine kontakter, udvide netværket, blive inspireret og måske indgå nye samarbejder. I en tid, hvor meget kommunikation foregår på Teamsmøder eller over mobilen, har personlige mødesteder som IFC stor værdi, lyder det fra projektleder for IFC, Lars Johannes Nielsen, L&F/Mejeri i en pressemeddelelse.
I år er der tilmeldt omkring 1.000 produkter fra Danmark, Norge, Sverige og Island, og traditionen tro vil samtlige produkter være stillet frem til smagsprøver alle tre dage. Mesterskaberne i ost, smør- og blandingsprodukter samt konsummælksprodukter er et højdepunkt i IFC. Som noget nyt kan publikum følge dommernes votering i finalebedømmelsen. Det foregår tirsdag fra kl. 9 og et par timer frem i selv udstillingshallen.
Den officielle åbning med tale og afsløring af årets vindere af mejerimesterskaberne er i år flyttet til kl. 13. Først vil Mejeriforeningens direktør, Henrik Damholt Jørgensen, byde velkommen, hvorefter produktionsdirektør på Thise Mejeri, Mette Toft, holder åbningstalen. Hun har selv tidligere deltaget i konkurrencen for både Arla og Thise Mejeri.
– I år skal jeg så prøve at opleve udstillingen fra en ny vinkel – som åbningstaler fra scenen. Det bliver spændende. Jeg håber, at jeg kan være med til at formidle noget af min egen glæde ved denne ret unikke begivenhed og branchen som sådan, siger hun.
International Food Contest afholdes i forbindelse med HI Tech & Industry Scandinavia.
Læs mere om IFC HER og HI Tech & Industry Scandinavia HER
Også det nye nummer af Mælkeritidende, der udkommer i denne uge, sætter fokus på IFC.
Læs det nye nummer af Mælkeritidende HER
Foto: IFC 2024 /Tony Brøchner
Af LWM