
Virksomheder, der ønsker at få tilført friske øjne og høj faglighed i efteråret 2026, skal i gang med planlægningen nu. Praktikordningen for mejeriingeniørstuderende lægger op til, at de studerende træder direkte ind i driften som aktive medspillere.
Selvom kalenderen netop har rundet januar, er det allerede nu, at de danske mejerivirksomheder skal rette blikket mod efteråret 2026. Det er nemlig tid til at planlægge praktikforløb for de studerende på mejeriingeniøruddannelsens femte år.
Siden praktikordningen blev lagt om, har virksomhederne selv stået for at opslå stillinger og rekruttere deres praktikanter. Det betyder en proces, der minder om en almindelig ansættelse, hvilket sikrer, at både virksomhed og studerende finder det helt rette match til de faglige opgaver.
En integreret del af teamet
En af de virksomheder, der har haft stor glæde af ordningen, er Novonesis. Her har den mejeriingeniørstuderende Heshan Bandara Wilamune i sit praktikforløb været en integreret del af teamet i afdelingen Fresh Dairy Tech Support. Han har ikke blot fulgt arbejdet fra sidelinjen, men har haft ansvar i både laboratoriet, pilotmejeriet og i arbejdet med kvalitetssikring.
Ifølge Søren Ng Riis, som har haft Heshan tilknyttet sin afdeling, har praktikopholdet fungeret netop, fordi praktikanten kunne arbejde selvstændigt på et højt fagligt niveau:
– Heshan har været en integreret del af teamet og har bidraget aktivt til afdelingens opgaver – både i laboratoriet, i pilotmejeriet og i kvalitetsarbejdet. Han har ydet en stor indsats og haft en reel betydning for vores daglige arbejde, siger Søren Ng Riis.
Teori møder praksis
For Heshan Bandara Wilamune selv har opholdet givet en unik mulighed for at koble teorien fra studiet med praktisk erfaring inden for alt fra fermenterede produkter til ISO-kvalitetssystemer. Han fremhæver især muligheden for at kombinere sin viden med konkrete opgaver i produktionen:
– Jeg søgte praktikopholdet hos Novonesis, fordi jeg gerne ville have et dybtgående indblik i fermenterede mejeriprodukter og samtidig arbejde i et forsknings- og udviklingsmiljø. Praktikopholdet gav mig mulighed for at kombinere teori og praksis gennem konkret arbejde i produktionen, fortæller Heshan Bandara Wilamune.
Han peger desuden på, at det faglige udbytte er blevet styrket af en inkluderende arbejdskultur, hvor kollegerne tog sig tid til at dele viden og guide ham, selv i en travl hverdag.
– Samlet set har praktikopholdet givet mig erfaring med produktion, produktudvikling, analyse, sensorik og kvalitetssystemer og været en virkelig stærk indgang til mejeribranchen, forklarer han.
Vigtige deadlines for efteråret 2026
Hvis jeres virksomhed vil have en praktikant med på holdet i efteråret 2026, skal I være opmærksomme på de kommende frister. Stillingsopslag skal indsendes til IbM på info@dairy-career.dk senest den 10. februar 2026. Herefter offentliggøres stillingerne på brancheportalen www.dairy-career.dk, hvor de studerende søger direkte.
Hele rekrutteringsprocessen med samtaler og udvælgelse styres af virksomhederne selv, og kontrakten skal være indgået inden udgangen af april 2026.
Læs hele historien i Mælkeritidende
Vil du have det fulde indblik i erfaringerne fra Novonesis og de praktiske detaljer om ordningen? Læs den uddybende artikel i Mælkeritidende nr. 1, som udkommer fredag den 23. januar.
Af Maja Løvstrup
Foto: Novonesis