
Arla dækker nu hele sit elforbrug i Europa med elektricitet fra vedvarende energikilder. Det omfatter 46 produktionsanlæg i syv lande og svarer til 93 procent af virksomhedens samlede elforbrug.
– Vi arbejder konstant på at gøre vores forsyningskæde mere bæredygtig, og at vi nu kører på 100 procent vedvarende elektricitet, er en stor bedrift, som vi er stolte af. Især fordi det sker gennem langsigtede aftaler knyttet til konkrete projekter, som skaber yderligere adgang til vedvarende elektricitet i EU og Storbritannien, siger koncerndirektør for forsyningskæden hos Arla Foods, David Boulanger, i en pressemeddelelse.
Den vedvarende energi kommer fra både markedsbaserede certifikater og langsigtede Power Purchase Agreements (PPA’er), som er indgået i de seneste år. En PPA er en kontrakt mellem en virksomhed, der producerer elektricitet, og en aftager om levering af elektricitet over en årrække til en fast pris. David Boulanger forklarer:
– Energiselskaber har ofte brug for den ekstra sikkerhed, det giver at have en garanteret kunde, før de forpligter sig til store investeringer i vedvarende energi, som for eksempel vind- eller solparker. De søger partnere som os, der kan købe deres elektricitet til en rentabel pris – og ikke kun for et par år, men på lang sigt. Vi har indgået langsigtede PPA’er, hvilket viser vores fortsatte engagement i at producere mejeriprodukter så bæredygtigt som muligt – både nu og i fremtiden.
Den resterende del af elforbruget dækkes af certifikater, hvoraf en mindre del købes direkte fra Arla-bønder for el, der produceres på deres gårde, for eksempel via vindmøller eller solcelleanlæg. Det betyder, at bønderne får den bedst mulige betaling for deres elproduktion og samtidig bidrager direkte til Arlas omstilling til vedvarende energi.
Arla vil nu undersøge muligheden for også at anvende vedvarende el på sine anlæg uden for Europa.
Af Lene Mikkelsen Walsh
Foto: Solparken i Fjällskär utanför Nyköping i Sverige. Mikael Tannus/Svea Solar.