31/08/2026

Amerikansk mejeribranche bakker op om Trumps told mod Canada

National Milk Producers Federation og US Dairy Export Council roser Trump-administrationen for at lægge pres på Canada i en handelskonflikt om mejeriadgang, mens den canadiske premierminister Mark Carney har suspenderet forhandlingerne og varslet gengældelsestold.

USA indførte i weekenden en told på 50 procent på en række canadiske varer, herunder mejeriprodukter, efter at handelsforhandlingerne mellem de to lande brød sammen fredag aften. Det skriver det britiske medie Just Food.

Tolden rammer blandt andet mælk, fløde, tørret valle og valleproteinkoncentrater. Baggrunden er en længerevarende uenighed om Canadas efterlevelse af sine forpligtelser under handelsaftalen USMCA, som blandt andet skulle sikre amerikanske mejeriproducenter bedre adgang til det canadiske marked via toldkvoter.

Mejeriorganisationer roser toldpres på Canada
I en fælles pressemeddelelse takker National Milk Producers Federation (NMPF) og US Dairy Export Council (USDEC) Trump-administrationen for at fastholde presset på Canada.

– Vi sætter pris på administrationens vedholdenhed i at stå op for amerikanske mejeriproducenter og -eksportører, som har ventet alt for længe på, at Canada lever op til sine løfter, siger Krysta Harden, adm. direktør for USDEC ifølge pressemeddelelsen. Hun tilføjer, at Canada gentagne gange har haft mulighed for at rette op på det, organisationerne betegner som urimelig markedsadgangspraksis.

Gregg Doud, adm. direktør for NMPF, understreger ifølge pressemeddelelsen, at det er på tide, at Canada holder op med at lede efter smuthuller og i stedet sætter sig til forhandlingsbordet for at løse de udestående USMCA-spørgsmål om mejeriprodukter.

Ifølge de to organisationer har Canada systematisk underudnyttet de toldkvoter, landet forpligtede sig til under USMCA, og samtidig udnyttet smuthuller til at omgå aftalens regler for eksport af mejeriproteiner.

Canada svarer med gengældelsestold
Den canadiske premierminister Mark Carney meddelte lørdag, at Canada suspenderer handelsforhandlingerne med USA og vil matche den amerikanske told “dollar for dollar”. Ifølge Carney fremsatte USA i de sidste forhandlingsdage nye krav, som han betegnede som urimelige og økonomisk ufordelagtige for Canada.

Canadas gengældelsestold vil ifølge Carney blandt andet ramme sektorer som stål, mejeri, hvidevarer, landbrugsudstyr, papirmasse og elektronik, og den træder i kraft fra 8. september. De præcise detaljer om toldsatserne ventes offentliggjort i de kommende dage.

Sammenbruddet i forhandlingerne sker kort tid efter, at USA havde udsat indførelsen af tolden med tre dage, efter at Trump havde meldt ud, at de to lande var nået til enighed.

Også den amerikanske spiritus- og vinbranche er ramt af de nye toldsatser og har opfordret til, at de to lande hurtigt finder en løsning, da tolden også rammer amerikanske restaurations- og hotelvirksomheder, der er afhængige af det canadiske marked.

Af Maja Løvstrup
Illustration: Colourbox

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.