24/08/2026

Fra liter-mælk til identitetsmarkør: Hvordan rammer mejerierne de nye generationer?

Nye forbrugsmønstre blandt unge kræver en markant omstilling i mejerisektorens produktudvikling, hvor sundhed i stigende grad handler om funktionelle ingredienser frem for fraværet af fedt.

Når op mod halvdelen af de yngre generationer skipper det traditionelle morgenmåltid til fordel for energidrikke on-the-go, stiller det helt nye krav til mejerisektorens innovationshold. Fødevarevalg handler i dag i stigende grad om personlig identitet, præstation og kontrol. For mejerierne betyder det, at fremtidens vækst i stigende grad drejer sig om produkter, der er tilført funktionelle ingredienser som protein, fibre og probiotika.

– Op mod 50 procent af de unge i dag skipper morgenmaden. Forbrugsmønstrene ændrer sig fundamentalt, og hvis vi som mejeribranche ikke formår at flytte os med dem, mister vi relevans, lyder det fra Sandra Irene Jørgensen, Vice President for Product & Innovation i Arla Foods.

Paradoks i produktudviklingen
Forbruget af funktionelle fødevarer bringer dog mejerierne ind i et markant paradoks. Forbrugerne efterspørger berigede produkter med højt proteinindhold, men kræver samtidigt en clean label med rene, overskuelige ingredienser.

Det skaber en udfordring i en offentlig debat om ultraforarbejdning mener Sandra Irene Jørgensen, der efterlyser et skift i fokus mod produktets ernæringsmæssige komposition frem for blot at tælle ingredienser.

– Forarbejdning er ikke i sig selv et onde. Pasteurisering og fermentering er forarbejdning, der sikrer fødevaresikkerhed og forlænger holdbarheden, påpeger Sandra Irene Jørgensen.

Sideløbende skal produktudviklingen ramme forbrugernes fysiologiske behov. Mange unge oplever en let morgenkvalme, der gør, at de afviser den klassiske, tykke yoghurt. Det stiller krav om nye formater – som lette morgenmadsdrikke, der glider nemt ned on-the-go, men stadig leverer mæthed og den nødvendige næring.

De mindre mejeriers trumfkort
Mens store mejerikoncerner investerer i højteknologiske proteindrikke, åbner tendensen også nye døre for de mindre mejerier. I stedet for at kopiere de globale aktører kan mindre virksomheder vinde terræn ved at satse på mejerikategoriens iboende styrker og oprindelige fordele.

– Mejeriprodukter har her en fordel, fordi de i udgangspunktet opfattes som naturlige og autentiske, hvilket står i kontrast til en del af de syntetisk fremstillede proteinprodukter, som har domineret markedet de seneste år, forklarer Louise Byg Kongsholm, administrerende direktør for trendbureauet pej gruppen.

For de mindre aktører handler det ifølge Louise Byg Kongsholm om at udnytte det bevidste valg af det nære, gennemskuelige og traditionelle mejerihåndværk frem for udelukkende at ride med på syntetiske sundhedstrends.

Læs mere i Mælkeritidende nr. 5, der udkom den 21. august.

Af Maja Løvstrup
Foto: AI-genereret

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.