
Med risiko for toldmure og handelskrig er det vigtigt for Arla at have lokal forankring på de vigtige eksportmarkeder for at kunne konkurrere på lige fod
Den seneste tids globale og politiske uro på verdensplan gør lokal tilstedeværelse endnu mere afgørende for Arlas eksportstrategi.
Det er en af måderne, den store danske mejerikoncern kan skabe forudsigelighed på globale markeder, der er præget af usikkerhed, politisk uro og en handelskrig, der ligger på lur.
– På markeder, hvor vi gerne vil have stor vækst, og i de lande og regioner vi gerne vil satse på, der skal vi have et større lokalt aftryk. Det er en af måderne til at skabe mere forudsigelighed i områder, hvor vi gerne vil operere strategisk, siger Jørgen Staarup Christensen, vicedirektør for den kommercielle del af Arla International, til FødevareWatch.
De globale markeder er yderst sårbare over for truslerne om ekstra told samt risikoen for en egentlig handelskrig, hvilket kan skabe uro for eksporterende virksomheder.
Arlas internationale forretningsområde tæller i dag godt 140 lande fordelt over seks kontinenter, og derfor kan den voksende uro også mærkes.
– Det bliver mere afgørende for måden, vi opererer på fremover. Når man er etableret lokalt på markedet, er man til stede på samme vilkår som de lokale konkurrenter, og det kan skabe mere forudsigelighed, fordi vi opererer under samme rammevilkår, siger Jørgen Staarup Christensen.
Senest har Arla Foods lagt et købstilbud på egyptiske Arabian Food Industries, som skal styrke mejeriets position i Egypten.
Du kan læse hele artiklen hos FødevareWatch her.
Foto: Arla