
Efter underskud i 2022 har Jægerspris-virksomheden atter sorte tal på bundlinjen på 1,4 mio. DKK.
Hansen Is sælger is i premium-segmentet. Og efter et miserabelt 2022, som endte med et underskud på 990.000 DKK, er der nu atter plus på bundlinjen med et resultat på 1,4 mio. DKK. Det fremgår af selskabets årsregnskab, som viser en bruttofortjeneste på knap 30 mio. DKK, 45 ansatte og en egenkapital på 8,6 mio. DKK.
Der er forbedringer på alle betydende linjer i regnskabet, hvor røde tal i stor stil er vekslet til sorte.
Ejerne – brødrene Rasmus Eibye og Anders Eibye Hansen – skriver i årsrapporten, at man er tilfredse med fremgangen – specielt set i lyset af det pauvre 2022-resultat.
– Vores økonomiske resultat i 2023 har været tilfredsstillende og sammenholdt med vores operationelle nøgletal – herunder vores leveringsgrad, der i 2023 har været meget tæt på 100 procent – er vi i ledelsen tilfredse med både økonomi og vores position på ismarkedet, står der i årsrapportens ledelsesberetning.
– Vi vil i 2024 fortsat arbejde på at udbygge vores kunderelationer i Danmark, samt fortsætte arbejdet med evaluering og beslutninger om eksportmarkederne, for derigennem at styrke tilgængeligheden af vores produkter, og skabe endnu flere gode is-oplevelser for de mange is-elskere, står der videre i årsrapporten.
Foto: Colourbox