
Undersøgelse foreslår, at svenske køers lovpligtige ret til at komme på græs om sommeren skal afskaffes for at forbedre konkurrenceevnen.
I slutningen af august blev en længe ventet undersøgelse af svensk landbrugs konkurrenceevne præsenteret. Rapporten, som var bestilt af regeringen, lægger op til lovændringer af dyrevelfærds-loven, herunder at sløjfe kravet om, at køerne skal på græs i sommermånederne.
Den nuværende svenske dyrevelfærdslov trådte i kraft den 1. april 2019, men hvis undersøgelsens forslag bliver til lov, træder ændringerne i kraft den 1. januar 2026.
Der lægges op til en lang række ændringer, men det er især spørgsmålet om græsningskravet, der har delt vandene – forbrugere, landmænd og mejerier. Kun Normejerier har på nuværende tidspunkt sagt, at man ønsker, at mejeriets leverandører fortsat har deres køer på græs. Arla og andre mejerier forholder sig afventende.
Modstanderne af forslaget ønsker at fastholde den unikke svenske lov, der fastslår køernes ret til at græsse udendørs om sommeren og mener at græsningskravet er et vigtigt dyrevelfærds- og dyresundhedsspørgsmål.
Tilhængerne, der blandt andet tæller LRF, som er landbrugets store brancheforening, mener, at svenske landmænd selv skal at bestemme, hvornår det er bedst for køerne at gå på græs, om overhovedet. Foreningen mener desuden, at det er vigtigt for konkurrenceevnen, at kravet afskaffes.
– Sverige er det eneste land i EU, der har haft faldende mælkeproduktionen siden 1995. Andre lande er steget, og det skyldes ikke kun græsningsloven, men græsningsloven er en af årsagerne. Mere end halvdelen af det svenske forbrug af ost er importeret. Vi er nødt til at se virkeligheden, som den er, sagde Palle Borgström, formand for LRF i en debat m emnet på Sveriges Radio.
Læs mere om undersøgelsen og græsningskravet HER
Foto: Rasmus Andersen, Unsplash