04/02/2026

Kina nedjusterer toldtrussel mod EU’s mejeriprodukter

Lavere satser end frygtet dæmper presset på eksporten – også for mejeriernes leverandører.

Kina har skruet ned for sin varslede told på mejeriprodukter fra EU. Hvor der tidligere var lagt op til midlertidige toldsatser på op mod 42,7 procent, peger de kinesiske myndigheder nu på en generel sats på 11,7 procent – med lavere satser for en række virksomheder.

Undersøgelse af EU-støtte i baggrunden
Justeringen kommer efter, at Kina har afsluttet sin undersøgelse af europæisk landbrugsstøtte til mejerisektoren. Undersøgelsen blev indledt i august 2024 og har haft til formål at klarlægge, om EU’s støtteordninger skævvrider konkurrencen til skade for kinesiske producenter. Af mange er undersøgelsen blevet opfattet som en gengældelse for EU’s indførelse af told på kinesiske elbiler.

Ifølge brancheorganisationerne European Dairy Association og Eucolait, der udtaler sig til Reuters, vil hovedparten af de omfattede mejerivirksomheder blive mødt af en told på 11,7 procent. Samtidig lægger Kina op til lavere satser på 9,5 procent for mere end 50 selskaber.

Store mejerikoncerner får lavere sats
Blandt de virksomheder, der ifølge mediet Euractiv får den lavere toldsats, er danske Arla, franske Lactalis samt italienske Zanetti.

Selv om tolden fortsat forringer konkurrencevilkårene for europæiske mejerier på det kinesiske marked, vurderes den endelige sats at være væsentligt lavere end frygtet. Ifølge analytiker Haider Anjum fra Jyske Bank havde mange aktører i markedet indregnet en markant højere told:

– Det er selvfølgelig aldrig positivt med højere told, men markedet havde regnet med væsentligt hårdere satser. Set i det lys er 9,5–11,7 procent markant mere medgørligt end de niveauer, mange frygtede, udtaler Haider Anjum til Mejerimedier.

Konsekvenser rækker op gennem værdikæden
Vurderingen gælder ikke kun for mejerierne selv, men også for deres leverandører. Flere af de mejerikoncerner, der nu mødes af den lavere toldsats, er blandt de største kunder hos fx ingrediens- og teknologileverandører, og udviklingen vurderes derfor også at dæmpe de afledte konsekvenser op gennem værdikæden.

Landbrugsorganisationen Copa-Cogeca udtrykker dog fortsat bekymring over, at mejeriprodukter bliver trukket ind i bredere handelspolitiske konflikter. Organisationen opfordrer til en diplomatisk løsning, der ikke yderligere forværrer situationen for producenter, som i forvejen er presset af markedsforholdene.

Hvor stor tolden konkret bliver på de enkelte mejeriprodukter, kan variere, fremgår det af den toldliste, som kinesiske myndigheder har fremlagt.

Af Maja Løvstrup
Foto: Colourbox

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.