
Franske Lactalis har indgået en aftale om at købe det newzealandske Fonterras globale forbrugerforretning for 3,845 milliarder NZD (ca. 14,3 milliarder kr.).
Opkøbet omfatter Fonterras globale forbrugerforretning – med undtagelse af Kina samt udvalgte foodservice- og ingrediensaktiviteter. Det drejer sig om brands som Mainland, Anchor, Kapiti og Anlene, der sælges i supermarkeder og til foodservice i Australien, Oceanien, Sri Lanka og Mellemøsten. Desuden vil 16 produktionsfaciliteter i de pågældende lande blive en del af Lactalis Australia.
Lactalis, der allerede er verdens største mejeriselskab, ser opkøbet som en strategisk mulighed for at styrke sin position på nøglemarkeder. Koncernchef Emmanuel Besnier udtaler:
– Med dette opkøb styrker vi markant vores strategi på tværs af Oceanien, Sydøstasien og Mellemøsten.
Frasalget er en del af Fonterras strategi om at fokusere på kerneforretningen, ingredienser og foodservice og styrke sin globale konkurrenceevne inden for ingredienser. Fonterras CEO Miles Hurrell understreger, at Fonterras landmænd fortsat vil drage fordel af samarbejdet, idet Lactalis bliver en af deres største kunder. Salgsaftalen inkluderer nemlig en langtidskontrakt om, at Fonterra skal sælge mælk og ingredienser til Lactalis
Aftalen kræver godkendelse fra både landmænd og myndigheder og forventes afsluttet i begyndelsen af 2026.
Læs mere HER
foto: Fonterra