27/08/2025

Luleå Mejeri i Nordsverige stopper produktionen i næste uge

Efter mere end 60 år i produktion lukker det nordsvenske mejeri i Luleå. Mejeriet er ejet af Norrmejerier, der allerede for to år siden tog beslutningen om at afvikle i Luleå.

Afviklingen af produktionen i Luleå er gået ind i slutfasen og i uge 36 stopper produktionen af mælk og syrnede mejeriprodukter (filmjölk). Den 4. september inviteres offentligheden indenfor til et åbent hus-arrangement med en sidste rundvisning på mejeriet.

Beslutningen om at samle produktionen i Umeå blev truffet allerede i 2023 efter en grundig analyse. Formålet er at skabe en mere langsigtet, bæredygtig og effektiv drift med større ressourcer og investeringer samlet ét sted. Flytningen af produktionen til Umeå Mejeri har stået på siden efteråret 2023. Samtidig føres der dialog om, hvad ejendommen i Luleå kan bruges til i fremtiden.

– Det var en svær, men nødvendig beslutning at lukke Luleå Mejeri. For at sikre en stærk fremtid og kunne tilbyde en konkurrencedygtig mælkepris til vores landmænd, er vi nødt til at skabe bedre økonomi og effektivitet i vores mejeristruktur, siger Norrmejeriers administrerende direktør, Gerhard Bley.

Medarbejdernes indsats og professionalisme gennem mejeriets sidste år har ifølge ledelsen været uvurderlig. Afviklingen er sket i tæt dialog med faglige organisationer og omstillingspartnere for at sikre de bedst mulige vilkår for de berørte medarbejdere.

Samtidig med omstruktureringen har Norrmejerier styrket sin position på det nationale marked – en del af en langsigtet strategi om både at vokse uden for Norrland og samtidig styrke landbrug og mejeriproduktion i regionen.

– Vores oste og mejeriprodukter vil fortsat blive fremstillet af 100 procent nordsvensk mælk. Det lokale klima giver os unikke forudsætninger: råvaren er både næringsrig og har et naturligt lavere klimaaftryk. Kort sagt er der forskel på mælk og mælk – og det kan forbrugerne i hele landet smage, fortsætter Gerhard Bley.

Åbent hus-arrangementet er både en hyldest til mejeriets historie og en måde at sige tak til alle, der har bidraget gennem årene, siger den administrerende direktør.

Andelsselskabet Norrmejerier er ejet af 329 nordsvenske landmænd, heraf 259 aktive mælkeproducenter. Norrmejerier forarbejder årligt 200 mio. kg mælk på mejerierne i Umeå, Burtäsk – og indtil i næste uge i Luleå.

Læs mere HER

Foto: Norrmejerier

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.