
Både økologiske mælkeproducenter og konventionelle producenter kom stærkt ud af 2024. Det skyldtes en høj mælkepris og en øget mælkeydelse.
Efter et udfordrende 2023 oplevede økologiske mælkeproducenter et økonomisk comeback i 2024. Ifølge en regnskabsanalyse fra seks rådgivningsvirksomheder, som Økologisk.nu refererer til, steg det gennemsnitlige resultat efter finansiering fra 667.000 kr. i 2023 til 1,304 mio. kr. i 2024 for en besætning på 206 køer.
Den positive udvikling skyldtes en højere mælkepris, der steg med 19 øre/kg til 4,15 kr./kg EKM, og at ydelsen for første gang nåede over 10 ton mælk per ko. Økologernes økonomiske styrke blev markant forbedret, da deres konsolidering steg fra 134.000 kr. i 2023 til 430.000 kr. i 2024.
Både økologiske og konventionelle mælkeproducenter har øget deres indbetalinger til skat og pension samt afdraget mere på deres banklån, hvilket har styrket deres økonomiske situation.
De konventionelle mælkeproducenter havde også et stærkt 2024. De opnåede et gennemsnitligt resultat efter finansiering på 2,353 mio. kr. for en besætning på 305 køer, hvilket var en forbedring på 424.000 kr. i forhold til 2023. Deres konsolidering steg ligeledes til 1,115 mio. kr.
Læs mere HER
Foto: Ronnie Overgoor, Unsplash