
Fødevarestyrelsen anbefaler nu et dagligt kosttilskud med B12-vitamin til vegetarer for at sikre kroppens bloddannelse og nervefunktion.
B12-vitamin findes naturligt i animalske fødevarer, især i kød og fisk, men også i mælk, yoghurt, ost og æg. Mangel på B12-vitamin kan medføre blodmangel eller problemer med nervesystemet. Den nye anbefalingen fra Fødevarestyrelsen bygger på en ny vurdering fra DTU, der har undersøgt, hvor meget B12-vitamin man kan forvente at få, hvis man spiser efter Fødevarestyrelsens kostråd til vegetarer.
– Hvis du ikke spiser kød og fisk, skal du have meget store mængder af æg eller mejeriprodukter for at få dækket dit behov for B12-vitamin gennem din kost. Derfor anbefaler vi nu et dagligt tilskud til vegetarer, der ønsker at følge kostrådene, forklarer enhedschef hos Fødevarestyrelsen Kirstine Hartvig Mahler i en pressemeddelelse
Udover anbefalingen om B12-vitamin, har Fødevarestyrelsen en nyt råd til vegetarer og veganere, der spiser efter kostrådene: Vælg surdejs- eller langtidshævet brød og sæt kornene i blød, når du bager.
Fødevarestyrelsens kostråd til vegetarer og veganere, der første gang blev lanceret i 2021, ligner i store træk De officielle Kostråd, der er lavet til flertallet af befolkningen. Når man spiser vegetarisk og udelader kød og fisk, kan man med fordel skrue op for bælgfrugter, æg, frø, proteinrige mælkeprodukter og ost, for at dække kroppens behov for bl.a. protein.
Foruden de nye råd om B12-vitamin og surdej, anbefales vegetarer og veganere i øvrigt at vælge olier og fødevarer, der er rige på omega-3 fedtsyrer.
Læs mere HER
Foto: Fødevarestyrelsen