18/06/2026

Michael Jensen genvalgt til Arlas samarbejdsråd

Som repræsentant for de individuelt ansatte i Arlas nationale samarbejdsråd oplever Michael Jensen, at medarbejdernes stemmer faktisk bliver hørt. Nu er han blevet genvalgt – og håber samtidig, at flere fremover vil engagere sig i arbejdet.

For Michael Jensen, der til daglig arbejder som projektleder på Holstebro Mejeri og samtidig er formand for FMF Kreds Vestjylland, har arbejdet i Arlas nationale samarbejdsråd været mere betydningsfuldt, end han oprindeligt havde forestillet sig.

– Det har været en utrolig spændende rejse. Det, der motiverer mig mest, er følelsen af, at vi faktisk bliver lyttet til. Ledelsen bruger os som en aktiv sparringspartner, før de ruller beslutninger ud, fortæller Michael Jensen i forbindelse med sit genvalg.

Michael Jensen repræsenterer gruppen af individuelt ansatte på Arlas driftssteder – herunder blandt andet specialister og medarbejdere ansat under FMF-aftalen.

Andre perspektiver på bordet
Ifølge Michael Jensen bidrager gruppen med andre perspektiver end de traditionelle overenskomstgrupper.

– Vi kommer med nogle andre briller end de traditionelle overenskomstgrupper, som tidligere var de eneste, som havde plads på B-siden i samarbejdsrådet. Da mange af os arbejder med teknik eller projekter, ser vi ofte tingene på en anden måde, og det er helt afgørende, at de input også kommer på bordet – uanset om vi snakker om det nære arbejdsmiljø eller de helt store linjer for koncernen, siger han.

Han fremhæver blandt andet dialogen om efteruddannelse og kompetenceudvikling som et område, hvor samarbejdsrådet kan gøre en konkret forskel.

– Det handler om at sikre, at vi har de rigtige kompetencer på de rigtige steder. I samarbejdsrådet kan vi stille de spørgsmål, der gør en forskel for kollegerne, forklarer han.

Efterlyser flere kandidater

Selvom Michael Jensen glæder sig over genvalget, ærgrer det ham, at der ikke var flere kandidater til posten.

– Jeg synes faktisk, det er lidt ærgerligt, at der ikke er flere, der stiller op. Vi har brug for, at der er kamp om pladserne, så vi sikrer en bred demokratisk proces. Det handler jo om vores fælles indflydelse, og at vi får alle nuancer med, siger han.

Læs mere i Mælkeritidende nr. 4, der udkom den 12. juni.

Af Maja Løvstrup
Foto: MejeriForum

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.