
Forsyningssikkerhed, klimaforandringer og geopolitisk uro gør det stadig vigtigere, at de nordiske mejerilande lærer af hinanden og samarbejder på tværs af grænserne. Det mener Kari Toikkanen, præsident for Nordic Dairy Technology Council.
I et interview med Mælkeritidende peger Kari Toikkanen på, at de nordiske lande står over for mange af de samme udfordringer – fra klimaforandringer og forsyningssikkerhed til ændrede produktionsvilkår og geopolitisk usikkerhed. Derfor bliver det fælles nordiske samarbejde stadig vigtigere for mejeribranchen.
– Det nordiske samarbejde og sammenhold er en styrke, som er vigtig at fastholde på tværs af alle sektorer – og i høj grad også i mejeribranchen, siger han.
Forsyningssikkerhed er blevet en fælles dagsorden
Ifølge Kari Toikkanen er robusthed i forsyningskæderne blevet en fælles nordisk udfordring. Han peger blandt andet på, at koncentrationen af fødevareproduktion omkring tætbefolkede områder kan gøre fødevareforsyningen mere sårbar – særligt i lande med store geografiske afstande og tyndtbefolkede områder.
– Koncentrationen af fødevareindustrien omkring tætbefolkede områder er efter min mening en reel trussel – både mod de tyndtbefolkede områders vitalitet, forsyningssikkerheden og integriteten i de forsyningskæder, der udspringer derfra, siger han.
Samtidig understreger han, at nordiske mejerivirksomheder allerede i høj grad inspirerer hinanden, når det gælder teknologi, produktion og innovation.
Nordic Dairy Congress samler branchen
Kari Toikkanen fremhæver Nordic Dairy Congress som en vigtig platform for videndeling og samarbejde i branchen. Her mødes virksomheder, forskere og leverandører fra hele Norden for at dele erfaringer og diskutere nye løsninger.
– Det, der deles her, er allerede implementeret og testet i praksis. Deltagerne kommer med virkelige erfaringer – ikke kun koncepter, siger han.
Næste Nordic Dairy Congress afholdes i Finland i 2028.
Læs hele interviewet med Kari Toikkanen i Mælkeritidende nr. 4, der udkom den 12. juni.
Af Maja Løvstrup
Foto: Mejerimedier