
Knud Erik Mortensen, der underviser på mejeristuddannelsen på Kold College, blev i går hædret for sin faglighed, sit engagement og sin evne til at få eleverne med, da han modtog Politikens Undervisningspris.
Knud Erik Mortensen, underviser på mejeristuddannelsen på Kold College, har vundet Politikens Undervisningspris 2025 inden for erhvervsuddannelser. Prisen blev uddelt i Politikens Hus den 25. november og markerer kulminationen på en usædvanlig opbakning fra eleverne, som Mejerimedier fortalte om i sidste uge. Forud for prisuddelingen blev der indsendt 23 indstillinger fra Kold College – og 19 af dem pegede på Knud Erik.
Ifølge Politiken hædres Knud Erik for sin store faglighed og evne til at formidle komplekse emner inden for blandt andet matematik, fysik og produktionsudstyr på en måde, der både engagerer og motiverer eleverne.
Knud Erik selv er både stolt og rørt over anerkendelsen:
– Prisen betyder rigtig meget. At blive bekræftet i, at det, jeg gør i hverdagen, fungerer, og at eleverne sætter pris på det. At det motiverer og fastholder elever og giver dem lyst til at fortsætte inden for mejeribranchen, er super dejligt at høre. Det giver endnu mere lyst til at fortsætte arbejdet og bidrage til elevernes læring på mejeristuddannelsen på Kold.
Hos Kold College glæder uddannelsescheferne sig over prisen og den tydelige anerkendelse af den faglige indsats på mejeriområdet:
– Vi ønsker Knud Erik stort tillykke med prisen, det er meget velfortjent. Elevernes indstillinger af Knud Erik viser, at de ligesom os sætter stor pris på den undervisning og erfaring, han giver videre til vores mejerielever. Et af Knud Eriks særlige kendetegn er, at han har blik for den enkelte elev og for, hvad den enkelte har brug for i læringssituationen – både i klasserummet og i træningsmejeriet. Knud Erik er en vellidt kollega i mejerilærerteamet, hvor han med sine næsten 35 års undervisningserfaring gerne bidrager til lærerteamets fortsatte udvikling, siger uddannelseschefer Christina Munk og Lise M. Thomsen.
Prisen understreger den centrale rolle, som dygtige faglærere spiller for rekruttering og fastholdelse i mejeribranchen – og placerer samtidig Kold College og mejeriuddannelsen markant på landkortet, når det gælder kvalitet i erhvervsuddannelserne.
Af Maja Løvstrup
Foto: Privat