
Efter 31 år som rådgiver, forhandler og juridisk sparringspartner for mejeribranchen har Birgitte Dember lukket computeren hos DI Mejeri for at gå på pension. I et portræt i Mælkeritidende ser hun tilbage på en karriere præget af store organisatoriske forandringer, men primært drevet af et stærkt fagligt fællesskab og unikke relationer.
Da Birgitte Dember i sin tid vendte hjem med en mastergrad i jura fra England, var det lidt af en tilfældighed, at hendes første job i en arbejdsgiverforening skulle blive startskuddet til mere end tre årtiers arbejde for mejeribruget. Siden har hun fulgt branchen tæt gennem fusioner og organisatoriske skift – fra SALA over Mejeribrugets Arbejdsgiverforening til det nuværende DI Mejeri.
I sit portræt i Mælkeritidende fremhæver hun mejeribranchens helt særlige sammenhold:
– Der er et meget stort fællesskab og en faglig stolthed, som jeg ikke synes, jeg møder ret mange andre steder. Mange kender hinanden. Der er en samhørighed, som er helt særlig, lyder det.
Løsninger frem for paragraffer
Gennem årene har rollen budt på alt fra overenskomstforhandlinger til voldgiftssager og rådgivning af enkelte virksomheder. Selvom juraen har været fundamentet, har hendes fokus altid været at bygge bro og finde brugbare løsninger.
– Noget af det vigtigste er at finde løsninger. Selvfølgelig skal juraen være på plads, men mange gange handler det om at finde en vej videre, som alle kan leve med. Der var faktisk en, der sagde til mig for nylig, at han godt kunne lide, når jeg satte juristen lidt i baggrunden og fandt en løsning i stedet. Det tager jeg som et kompliment.
Selvom tilværelsen nu byder på rejser og frivilligt arbejde, lægger hun ikke skjul på, at afskeden med branchen er “sødmefuldt sørgelig”. Det, hun vil savne allermest, er den direkte dialog, fortroligheden og tilliden i samarbejdet med mejerivirksomhederne.
Læs hele portrættet i Mælkeritidende nr. 5, der udkom den 21. august – eller læs artiklen HER.
Af Maja Løvstrup
Foto: DI