24/09/2026

Klimarådet regner på 10 procents afgift på mejerivarer

Regeringens plan om lavere moms på fødevarer vil øge drivhusgasudledningerne, viser et nyt notat fra Klimarådet. En afgift på mejeriprodukter og svine- og oksekød kombineret med nulmoms på frugt og grønt vil derimod sænke udledningerne en smule, og forbrugerne vil stadig spare penge.

Mælk, yoghurt og ost bliver knap 10 procent dyrere i den model, som Klimarådet har regnet på som alternativ til regeringens momsplan. Det fremgår af et notat, som Klimarådet offentliggjorde onsdag 23. september.

Klimarådet har undersøgt klimaeffekten af regeringens forslag om at halvere momsen på fødevarer og fjerne den helt på frugt og grønt. Konklusionen er, at forslaget vil øge udledningerne. Når maden bliver billigere, køber danskerne mere, også af de klimabelastende varer som kød og mejeriprodukter.

– Når man giver frugt og grønt en prisfordel sammenlignet med andre fødevarer, så kunne man umiddelbart tro, at der vil være en positiv klimaeffekt. Men det er desværre ikke tilfældet. For nok stiger forbruget af de grønne varer – men det gør forbruget af de klimabelastende varer også, siger Klimarådets forperson Peter Møllgaard i en artikel på Klimarådets hjemmeside.

Mindre mejeri og kød, mere frugt og grønt
Alternativet kombinerer nulmoms på frugt og grønt med en afgift på 10 procent oven i prisen på mejeriprodukter og svine- og oksekød. Ifølge Klimarådet giver det både lavere udledninger og en gevinst for forbrugerne på omkring 1,5 milliarder kroner om året. Udledningerne falder, fordi danskerne køber mindre kød og færre mejeriprodukter og mere frugt og grønt.

Afgiften er den samme procentsats på alle varerne og tager ikke højde for, at deres klimaaftryk er forskelligt.

– Dele af vores fødevareforbrug har en høj klimabelastning, men det kan skubbes i en mere klimavenlig retning ved at bruge afgifter på klimabelastende fødevarer, siger næstforperson i Klimarådet Bo Jellesmark Thorsen i artiklen.

Begrænset klimaeffekt
Klimarådet understreger selv, at klimagevinsten er begrænset. De danske udledninger falder med 0,07 millioner ton CO₂e om året, hvilket svarer til cirka 0,3 procent af Danmarks forventede udledninger i 2030. En større effekt kræver en afgift uden momsnedsættelse, men så bliver det samlet set dyrere at handle ind.

Et politisk valg
Klimarådet anbefaler ikke afgiften. Spurgt, om rådet anbefaler en punktafgift på mejeri og kød, svarer Peter Møllgaard til FødevareWatch: “Nej, det er et politisk valg”.

– Regeringens hensigt med forslaget er først og fremmest at gøre det billigere at gå i supermarkedet. Vi konstaterer bare, at hvis man går efter en klimagevinst, så er muligheden der også, siger han i artiklen.

Af Maja Løvstrup
Foto: Klimarådet

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.