28/09/2026

Skånemejerier sætter svensk oprindelsesmærke på sine oste

I løbet af efteråret får alle oste, som Skånemejerier producerer og sælger i Sverige under mærkerne Skånemejerier og Allerum, mærket ‘Mjölk från Sverige’. Baggrunden er, at svensk ost gennem årtier har tabt terræn på hylderne i de svenske supermarkeder.

Skånemejerier begynder i løbet af efteråret at forsyne alle oste, der både produceres og sælges i Sverige under selskabets to mærker, Skånemejerier og Allerum, med oprindelsesmærket ‘Mjölk från Sverige’ (Mælk fra Sverige). Det skriver Mejeritekniskt Forum.

Ifølge Mejeritekniskt Forum er andelen af svenskproduceret ost i de svenske supermarkeder faldet markant gennem de seneste årtier, samtidig med at flere forbrugere efterspørger fødevarer fra Sverige. Mærkningen skal gøre det lettere for kunderne at finde de svenske oste.

– Vi ved, at mange forbrugere foretrækker at købe svenske varer, når de handler. Mjölk från Sverige-mærket gør det endnu lettere at finde oste, der er lavet af svensk mælk og produceret her i Sverige. For os er det også en måde at vise tydeligere, hvilket arbejde vores mælkeproducenter og medarbejdere udfører hver dag, siger marketingdirektør i Skånemejerier Johan Stenmarck ifølge Mejeritekniskt Forum.

Kristianstad producerer 10.000 ton ost om året
Skånemejeriers mejeri i Kristianstad hører ifølge Mejeritekniskt Forum til blandt Sveriges største ostemejerier og producerer omkring 10.000 ton ost om året. Her fremstilles blandt andet de klassiske svenske oste Herrgård, Präst og Grevé samt oste til Allerum-mærket. Mediet beskriver mejeriet som vigtigt for at fastholde og udvikle den svenske osteproduktion, mens importeret ost vinder stadig større andele af hjemmemarkedet.

– På vores mejeri i Kristianstad arbejder vi hver dag på at udvikle og styrke den svenske osteproduktion. Vi er stolte af, at vores oste er lavet af svensk mælk, og med den nye mærkning kan vi formidle det endnu tydeligere til forbrugerne, siger Stefan Andersson, der er fabrikschef på mejeriet, ifølge Mejeritekniskt Forum.

Frivilligt mærke med krav til råvare og produktion
Mjölk från Sverige er et frivilligt oprindelsesmærke. Det bruges på produkter, der lever op til krav om svensk oprindelse af både råvarer og produktion, oplyser Mejeritekniskt Forum.

– Samarbejdet med Skånemejerier, som er en af de mest betydningsfulde aktører i svensk fødevareproduktion, er en milepæl i en prioriteret kategori. Sammen med det høje kendskab til og den store tillid til ‘Från Sverige’ vil det gøre det endnu lettere for forbrugerne at vælge svenske produkter i butikkerne. Det er med til at skabe en stærk efterspørgsel efter svenske fødevarer, og det gavner på lang sigt den svenske fødevareproduktion, siger administrerende direktør i Svenskmärkning Tina Stugemo ifølge Mejeritekniskt Forum.

Af Maja Løvstrup
Kilde: Mejeritekniskt Forum
Foto: Skånemejerier

mejerimedier.dk

Flere nyheder

Seneste fra mejeriindustrien

Nyhedsbrev

sendt til dig hver uge

Copyright ©
2026
Mejerimedier
CVR: 41896981

Søg

Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
post
kalender
maerkedag
stilling
udgivelse
This is a basic text element.