
Foreningen af mejeriledere og funktionærer anbefaler Kim Bitsch, Site Director på Arla Foods Høgelund Mejeri, som kandidat til AP Pensions nye repræsentantskab. Han har næsten 30 års erfaring fra mejeribranchen og kender i forvejen pensionsselskabets kundedemokrati som delegeret.
AP Pension er i gang med at omlægge sin demokratiske struktur. Den hidtidige delegeretforsamling erstattes af et repræsentantskab med op til 100 medlemmer, og i den forbindelse peger Foreningen af mejeriledere og funktionærer (FMF) på Kim Bitsch som kandidat blandt de forsikrede medarbejdere.
Kim Bitsch har været en del af mejeribranchen siden 1997 og har bevæget sig fra ufaglært mejeriarbejder over mejerist og procesteknolog til lederstillinger på flere mejerier, heriblandt Birkum, Falkenberg, Brabrand og Holstebro. I dag er han Site Director på Arla Foods Høgelund Mejeri. Han er desuden formand for FMF’s Kreds Syd og medlem af foreningens hovedbestyrelse.
Han er allerede delegeret i AP Pension og har gennem de seneste to år deltaget i både generalforsamling og delegeretmøder. Ifølge FMF’s formand, Søren Jensen, er det netop denne kombination af branchekendskab og erfaring med pensionsselskabets demokrati, der ligger bag anbefalingen:
– Kim har et indgående kendskab til mejeribranchen og til de vilkår, der optager vores medlemmer. Samtidig har han allerede engageret sig aktivt i AP Pensions kundedemokrati og kender arbejdet indefra. Derfor mener vi, at han er en både stærk og kvalificeret kandidat til det nye repræsentantskab, siger Søren Jensen.
Ny valgform ændrer FMF’s rolle
Frem til nu har FMF haft tre delegerede på AP Pensions generalforsamling gennem foreningens pensionsaftale med selskabet – én udpeget af hovedbestyrelsen og to valgt på FMF’s delegeretmøde. Med den nye model bortfalder denne direkte adgang, og kandidater til repræsentantskabet skal fremover stille op individuelt. Det er baggrunden for, at FMF nu støtter Kim Bitschs kandidatur og opfordrer medlemmerne til at stemme på ham:
– Med den nye model har vi som forening ikke længere direkte adgang og stemmer på generalforsamlingen gennem de delegerede, vi sender afsted. Fremover skal den enkelte kandidat selv stille op, og det vil Kim Bitsch gøre med opbakning fra FMF. Vi vil støtte hans kandidatur ved at opfordre de berørte medlemmer til at stemme på den kandidat, vi mener vil være en stærk repræsentant for dem. Her er Kim vores klare anbefaling, siger Søren Jensen.
Ny model skal styrke kundedemokratiet
Omlægningen af valgproceduren er en del af en større ændring af AP Pensions kundedemokrati, som blev vedtaget på selskabets generalforsamling i april. Her blev det besluttet at erstatte delegeretforsamlingen med et repræsentantskab på op til 100 medlemmer, fordelt på tre valggrupper: 40 repræsentanter for arbejdsgiverne, 40 for de forsikrede og 20 for pensionister samt personer med tab af erhvervsevne eller fripolicer. Læs mere om AP’s nye kundedemokrati her: AP Pension gør klar til nyt repræsentantskab | Mejerimedier.
Repræsentanterne vælges for en treårig periode og får hver én stemme på generalforsamlingen. Repræsentantskabet får formelle opgaver i forbindelse med årsrapport, vedtægtsændringer og bestyrelsesvalg, og repræsentanterne skal samtidig fungere som kundernes stemme og ambassadører for AP Pension.
Kandidaterne til det nye repræsentantskab stiller op i september og oktober, og bliver der kampvalg, finder afstemningen sted i oktober. De nuværende delegerede fortsætter frem til generalforsamlingen i april 2027, hvorefter den nye struktur træder fuldt i kraft.
Læs mere i Mælkeritidende nr. 6, der udkom den 18. september.